Dagpengemodtagere kommer i job i Himmerland Nyheder Nyheder for erhvervslivet by HobroPortalen - 16. november 20180 Mariagerfjord, Vesthimmerland og Rebild Kommune ligger alle i top 10 i Beskæftigelsesministeriets seneste opgørelse over kommunernes evne til at få dagpengemodtagere i arbejde. De positive tal fra Beskæftigelsesministeriet vækker glæde hos de tre arbejdsmarkedschefer, da tallene kommer i forlængelse af et målrettet samarbejde mellem de tre himmerlandske kommuner. Samarbejdet blev indgået i 2016 med det formål at kunne yde den bedst mulige service til virksomhederne i Himmerland. – Vi gik blandt andet sammen om at sikre opkvalificering af vores medarbejdere, som i fællesskab fik værktøjer til at afholde mere jobrettede samtaler med de forsikrede ledige og til i højere grad at indgå et mere strategisk samarbejde med erhvervslivet. Værktøjerne er efterfølgende blevet en del af arbejdsgangen i vores tre kommuner, og den indsats er vi meget glade for afspejler sig i de tal, som er kommet fra Beskæftigelsesministeriet, siger arbejdsmarkedschef Susanne Nielsen fra Rebild Kommune. Formand for Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse i Mariagerfjord Kommune Edin Hajder ser tallene som et positivt udtryk for, hvad det kan rykke, når kommunerne tænker ud af boksen og går sammen om at løse specifikke udfordringer på arbejdsmarkedsområdet. – Det er fantastisk at opleve, vi kan udnytte hinandens styrker og vores geografiske forbundenhed i Himmerland, da vi i stigende grad oplever, at virksomhederne har rekrutteringsproblemer på en række områder. Vi ønsker, at det skal være nemt for virksomhederne at få kvalificeret arbejdskraft, og derfor har vi i forlængelse af vores fælles opkvalificering udviklet konceptet Rekruttering Himmerland, siger Edin Hajder. Rekruttering Himmerland er et nyt fælles initiativ mellem de tre kommuner, som skal få flere ledige i job og sikre virksomhederne kvalificeret arbejdskraft. – Vi håber, at konceptet kan være med til at sikre en koordineret og effektiv hjælp til rekruttering af arbejdskraft og uddannelse til vores virksomheder i alle tre kommuner, så vi skaber gode rammer for vækst i Himmerland, siger Brian Christensen, formand for Beskæftigelsesudvalget i Vesthimmerlands Kommune. Rekruttering Himmerland matcher arbejdskraft til virksomhederne i de tre himmerlandske kommuner. Virksomhederne kan kontakte Rekruttering Himmerland på telefon 20 14 00 20, og der er også fortsat mulighed for at kontakte den enkelte kommune. Share this:Tweet Related Share on TwitterTweet Share on Pinterest Share Share on LinkedIn Share Share on Digg Share