You are here
Home > Galleri >

Bjarne Brath ny ligasponsor for kørestolsbasket ligaen

Kørestolsligaen i basketball er blevet enige med bygge- og entreprenørvirksomheden Bjarne Brath A/S om et etårigt ligasponsorat

Da Bjarne Brath A/S blev kontaktet med henblik på om de ville være sponsor for den danske liga i kørestolsbasket var de ikke i tvivl.
Det er beundringsværdigt, at man trods et handicap selv knokler med at bygge egen basket liga op fra bunden og derved giver sig selv og andre en masse livskvalitet. Det vil vi selvfølgelig godt bakke op om, og vi håber, at vores økonomiske indsprøjtning kan være med til at udvikle dansk kørestolsbasket, udtaler direktør Bjarne Brath.
Udover kørestolsbasketligaen, støtter Bjarne Brath A/S idrætsklubber og foreningsaktiviteter, primært hvor egne medarbejdere eller disses børn er engageret, ligesom virksomheden også sætter en ære i at yde økonomisk støtte til kræftramte børn.

Bjarne lægger navn til ligaen
Ligaen for kørestolsbasket kommer fremover til at hedde Bjarne Brath ligaen og med sponsoratet, er det nu muligt for ligaen at dække deres udgifter til dommere, baneleje og mere. Hans Peter Østergaard, formand for Dansk kørestolsbasket er man glade og stolte over at have fået Bjarne Brath A/S som ligasponsor for sæsonen 2016/17.
Ligasponsoratet fra Bjarne Brath A/S betyder utroligt meget for os. Det giver os blandt andet mulighed for at afvikle flere turneringer, ligesom vi med støtten fra Bjarne Brath A/S også er i stand til at lancere initiativer, der øger kendskabet til sporten og derved forhåbentligt også giver os flere spillere på landsplan, udtaler Hans Peter Østergaard.

Knokler for at gøre sporten større
Kørestolsbasketball er en lille sport i vækst i Danmark. På landsplan tæller sporten syv klubber og cirka 100 aktive spillere. Men står det til Hans Peter Østergaard så må der inden sæsonener omme gerne være endnu flere klubber og udøvere.
Der er kun en klub på Sjælland, i Københavnsområdet, og det er for lidt. Vi arbejder derfor på at få skabt flere klubber derovre. I Jylland er der opstart af ny klub i gang i Aabenraa og på Norddjursland.
Derudover gør man fra klubbernes side en kæmpe indsats for at lokke nye spillere til.
Kørestolen man bruger til kørestolsbasket er en dyr sag og løber snildt op i 30-60,000 kroner. Derfor stiller vi altid og velvilligt kørestol til rådighed i begyndelsen for personer, der kunne tænke sig at prøve sporten, forklarer Hans Peter Østergaard.

Gående er også velkomne til at spille med
Selvom kørestolsbasket kategoriseres som en handicapsport, så må folk med raske ben hjertens gerne rulle med, når der trænes og spilles kamp.
Vi er en lille sport og for bedre at kunne stille hold, så diskriminerer vi minimalt overfor folk uden mærkbare handicaps, griner Hans Peter Østergaard, og fortsætter;
Men for at det skal være nogenlunde retfærdigt, så har vi så et regelsæt for holdsammensætninger, som kompenserer for førlighedsforskellene spillerne imellem. Når vi sætter hold, operer vi med et pointsystem. Jo mindre handicap du har, jo flere point tillægges du som spiller. Et hold, når det går på banen, må bestå af spillere med sammenlagt 14,5 point, så man er nødt til at have lommeregneren fremme, når man sætter hold – også for at tjekke om man kan få modstanderholdet straffet for at have regnet forkert, forklarer Hans Peter Østergaard.

TRYK HER OG SE BILLEDER

Første runde i Bjarne Brath Ligaen starter d. 11. september. Du kan følge med i stillinger, kamptidspunkter og andre nyheder omkring kørestolsbasket på Facebook-siden ”Kørestolsbasket”.

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top