You are here
Home > Nyheder >

Amerikansk midtbanespiller til Hobro IK

Hobro IK har den seneste tid haft den 19-årige amerikanske midtbanespiller Christian Cappis til prøvetræning. Her har den amerikanske midtbanespiller gjort det så godt, at han nu tilknyttes klubbens Superliga-trup.

I flere uger har Hobro IK haft amerikanske Christian Cappis til prøvetræning, hvor det 19-årige talent blandt andet har fået spilletid for de gulklædte fra Mariagerfjord i to kampe i Reserveligaen. Amerikaneren har under prøvetræningen markeret sig positivt, og derfor tilknyttes han nu klubben.

Christian Cappis måler 185 cm og gør sig primært på den centrale midtbane. Han er vokset op i Texas i USA, hvor han i flere år spillede ungdomsfodbold i Texans SC Houston. I sommeren 2017 skiftede han til FC Dallas Juniors Academy, hvor han spillede indtil denne sommer.

Nu tilknyttes amerikaneren så Hobro IK, og det glæder sportschef Jens Hammer Sørensen.

– Vi har haft mulighed for at se Christian an i den seneste tid, og i den tid har han gjort det rigtig godt. Han har stadig en del at lære, men han har uden tvivl et stort potentiale, hvorfor vi har valgt at gøre ham til en del af vores Superliga-trup, udtaler sportschef Jens Hammer Sørensen.


(Foto: Hobro IK)

19-årige Christian Cappis er noteret for i alt syv ungdomslandskampe for USA, som han har repræsenteret på U18- og U20-niveau. Nu ser han frem til at udvikle sig i Hobro IK.

– Jeg er glad for at være kommet her til Hobro. Jeg ser frem til at tage det store spring fra ungdomsspiler til seniorspiller, og her i klubben er der en række dygtige, rutinerede spillere, som jeg kan lære en hel masse af i den proces, siger Christian Cappis.

– I første omgang skal jeg bare tage ved lære og udvikle mit spil, men jeg håber da, at jeg også kan få noget spilletid og bidrage med mine kvaliteter på banen, lyder det fra amerikaneren.

Christian Cappis indlemmes i truppen til aftenens kamp mod OB i Sydbank Pokalen, og han kan derfor allerede få sin debut i Hobro-trøjen i aften.

HobroPortalen
Tekst på vej
Top