You are here
Home > Nyheder >

Alexander Baun skifter til Hobro IK til vinter

Hobro IK har i dag lavet en aftale med den 21-årige offensivspiller Alexander Baun, som skifter til klubben fra Skive IK til vinter. Aftalen er gældende fra januar 2018 og løber derfra tre og et halvt år frem i tiden.

Til vinter skifter Frans Dhia Putros til Hobro IK på en fri transfer, og allerede nu er vinterens anden tilgang på plads. Der er således lavet en aftale med Alexander Baun, der skifter til Hobro IK fra Skive IK til vinter, hvor kantspillerens aftale med skibonitterne udløber. Aftalen mellem Hobro IK og Alexander Baun løber frem til sommeren 2021.

21-årige Alexander Baun har spillet i Skive IK siden januar, og inden da spillede han i Jyllandsserien for Tjørring IF. Tidligere har han også repræsenteret FC Skanderborg.

”Alexander er en utrolig spændende spiller, som har taget store skridt op gennem rækkerne, og vi tror på, at han også kan tage det næste skridt op i Alka Superligaen her hos os. Men vi skal også være tålmodige med Alexander, da han lige skal vænne sig til at leve og træne som en fuldtidsprofessionel spiller, og det er også derfor, vi har lavet en lang aftale,” udtaler sportschef Jens Hammer Sørensen.

Alexander Baum beskrives af Jens Hammer Sørensen som en hurtig, udfordrende kantspiller, som er god med bolden. Derudover fylder han med sine 193 centimeter også en del i luftrummet.

”Jeg glæder mig over skiftet til Hobro IK, som helt klart er et skridt frem i forhold til det sportslige niveau, men også i forhold til miljøet og forholdene i klubben. Jeg håber at blive en profil på holdet på et tidspunkt, men jeg er også klar over, at jeg nok ikke går direkte ind på holdet, da niveauet er rigtig højt. Så jeg ser frem til at komme ind i miljøet og lære det at kende, så jeg på sigt kan blive den bedste version af mig selv og dermed hjælpe holdet bedst muligt,” siger Alexander Baun om skiftet til Hobro IK.

Tekst: Daniel Lindemann Jakobsen – Foto: Johnny Sørensen

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top