You are here
Home > Nyheder >

2tal i Hadsund skifter til Euronics

Europas næststørste elektronikkæde er klar til at indtage Hadsund. Den 1. januar skifter radio- og tv-forhandler Per Jensen 2tal/Elplus-logoet ud med Euronics. Dermed bliver forretningen en del af en gigantisk frivillig kæde med en årlig omsætning på 131 mia. kr. og med over 11.000 butikker rundt i Europa.

– Vi får nogle flere muskler at spille med, lyder det fra Per Jensen. – Euronics er kæmpestore, og har rigtig gode aftaler med samtlige producenter. Det betyder, at vi fremover bliver mere skarpe på prisen til glæde for vores kunder, fortæller Per Jensen. Han hæfter sig dog især ved, at overgangen til Euronics ikke anfægter Hadsund-butikkens selvstændighed. – I modsætning til butikker i andre store kæder, så er vi fortsat helt og aldeles frie til at agere som vi vil. Det er selvfølgelig en stor fordel, at vi bliver mere konkurrencedygtige, men for os er det ligeså vigtigt, at vores evne til at servicere og rådgive kunderne er intakt. Vi kommer med andre ord til at udnytte vores ekspertise – ikke mindst i kraft af, at vi fortsat er den lokale butik der er tæt på kunderne.
I modsætning til tendensen, hvor elektronikæderne i stort omfang lukker butikker i de mindre byer for at samle sig i store indkøbscentre, så går Euronics den stik modsatte vej. Kæden ønsker at være lokalt forankret samtidig med, at forhandlerne er i stand til at konkurrere på prisen. – I de senere år er vi blevet presset rigtig meget på netop priserne. Vi kan mærke den voldsomme konkurrence samt det faktum, at Internetbutikkerne nu også indgår i kundernes overvejelser. Med Euronics indtræden på det danske marked får vi de kræfter, vi skal bruge for at sikre, at vi i videst mulig omfang kan hamle op med markedspriserne, forklarer Per Jensen. Han ser ligeledes frem til at bidrage til lanceringen af den store kæde i Danmark. – Det er rigtig spændende. Vi glæder os, for det er jo noget helt nyt, vi skal være med til at starte op. Vi er en af de første Euronics-butikker i landet, men allerede i 2015 er der udsigt til mange flere.

Mere synlig
Indlemmelsen i Euronics er dog ikke det eneste nye tiltag hos den lokale elektronik-forhandler. Per Jensen og rækken af medarbejdere flytter både radio/tv og hvidevare butikken, samt service afdelingen til nye lokaler. I løbet af marts slås dørene op til en større butik i lokalerne i Mejerigade 4, der tidligere har huset såvel Jysk som Legekæden. – Vi har haft til huse på Butikstorvet i 35 år, det var her jeg kom i lære tilbage i 1983, så det er selvfølgelig en stor beslutning at vælge at flytte, anfører Per Jensen. – Men branchen har ændret sig dramatisk. Tidligere var det udelukkende radio- og tv-produkter, der fyldte hylderne. I dag skal vi favne meget bredere med blandt andet pc’er, tablets og masser af tilbehør. Derudover er vi jo også for 1½ år siden begyndt at forhandle hvidevarer og diverse el-artikler, så vi har simpelthen brug for mere plads. Det får vi i den nye butik, hvor vi også kan imødese en anden fordel: Vi bliver meget mere synlige. I dag er det så at sige kun vores faste kunder, der ved, at vi ligger i ButiksCentret. Vi kan ikke markedsføres os for de mange trafikanter, der dagligt kører gennem Hadsund. Det får vi mulighed for på vores kommende adresse centralt i byen.

Og den nye butik bliver et mekka for kunder med hang til elektronik. Overgangen til Euronics medfører i sig selv et bredere produktudvalg, men med endnu mere plads at boltre på er der også udsigt til en butik, hvor produkterne præsenteres langt bedre end i de hidtidige rammer. Samtidig vil der ifølge Per Jensen ske en stor udvidelse af sortimentet på især PC og tilbehørssiden.
Fra den 2. januar markeres indlemmelsen i Euronics med et stort åbningssalg. – Der bliver virkelig noget at glæde sig til. Vi slår dørene op med tilbud, der i den grad vækker opsigt. Og det gælder alle produktgrupper, garanterer den vordende Euronics-forhandler.

Per Jensen bibeholder i øvrigt det eksisterende personale i såvel butikken som i serviceafdelingen. – Vi er afhængige af dygtige og vellidte medarbejdere, så vi beholder selvfølgelig hele flokken, konstaterer han.

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top