You are here
Home > Nyheder >

​Hobro spillede uafgjort mod kinesere

Eftermiddagens testkamp mod Beijing Guoan startede godt, men sluttede skidt. En flot første halvleg blev afsluttet med et mål fra Mads Justesen, men Hobro formåede ikke at holde kadencen oppe i anden halvleg, hvor kineserne generelt var bedst.

Tirsdag eftermiddag spillede Hobro IK den anden testkamp under træningslejren i Malaga. Modstanderen var kinesiske Beijing Guoan, som stillede op uden de to helt store stjerner, Burak Yilmaz og Renato Augusto. Den eneste udlænding i kinesernes startopstilling var Egor Krimets fra Usbekistan.

Kampes første chance opstod i 7. minut, hvor Edgar Babayan satte tempo på i venstre side, hvorefter han smed et indlæg ind bagerst i feltet, hvor Martin Mikkelsen fik headet bolden på tværs. Inde i det lille målfelt modtog en fri Anders Holvad bolden, men han fik ikke ordentligt træf på sin afslutning, hvorfor bolden endte lige på målmand Zhi Yang.

Kineserne var generelt gode til at stresse Hobro-spillerne i opspillet i kampens indledning, hvilket medførte en del boldtab. Der var dog ikke meget kvalitet i kinesernes boldomgang, hvorfor de ikke for alvor formåede at true Alexander Nybo nede i buret i første halvleg.

Se også: Highlights: Hobro IK – Beijing Guoan 1-1 (21-02-2017)

Som kampen skred frem overtog Hobro mere og mere af spillet, men kvaliteten manglede i aktionerne oppe omkring kinesernes målfelt. Det så man eksempelvis i en situation, hvor gode kombinationer endte med et Björn Kopplin-indlæg fra venstre side. Inde i feltet fik norske Kirkevold ikke træf på bolden, hvorfor bolden i stedet endte hos Anders Holvad. Han fik dog heller ikke sendt en kvalificeret afslutning afsted, hvorfor det i stedet endte med et kinesisk målspark.

Det så længe ud til at første halvleg skulle ende uden mål, men så dukkede anfører Mads Justesen op i kinesernes felt. Et hjørnespark blev servet ind af Martin Mikkelsen, men kineserne afværgede i første omgang. Martin Mikkelsen sendte derefter bolden retur ind i feltet, hvor Mads Justesen ragede op i en højde, hvor kineserne ikke kunne være med. Derfor kunne han heade bolden i mål til en fuldt fortjent pauseføring.


Hobro IK testede kampformen mod kinesiske Beijing Guoan. (Foto: Kasper Lynge Nielsen)

To vidt forskellige halvlege
Beijing Guoan fik tidligt i anden halvleg en god mulighed for at udligne Hobros føring. Jesper Bøge fik i en tackling sendt bolden hen til Chaoqing Zhu, som fik mere eller mindre frit løb mod mål. Han tog chancen fra kanten af feltet, men afslutningen gik langt forbi mål.

Efter en times spil fik kineserne endnu en stor chance, da Hanbo Li blev stukket i dybden. Med et lille chip fik han sendt bolden forbi en fremstormende Alexander Nybo, og da Jesper Bøge lige præcis ikke nåede tilbage og cleare bolden, trillede kuglen altså ind i mål.

Efter udligningen begyndte Hobro-spillerne at sjuske i aktionerne, samtidig med at kineserne begyndte at spille med mere kvalitet. Derfor fik kineserne kontrol over kampen i den sidste halve time.

Kineserne fik flere løse chancer som halvlegen skred frem, mens Hobros eneste store chance i anden halvleg opstod efter 70 minutters spil. Pål Kirkevold fik pludselig en friløber, men hårdt presset af en forsvarsspiller fik han sendt sin afslutning forbi både målmanden og målet.

På trods af en hel del chancer i anden halvleg formåede kineserne ikke at passere Alexander Nybo yderligere i anden halvleg, hvorfor kampen endte uden en vinder.

Hobro IK spiller næste og sidste træningskamp inden sæsonstart på mandag, hvor 1. divisionskollegaerne fra Skive IK kommer forbi DS Arena.

Kampfakta:
Hobro IK 1 – 1 Beijing Guoan (1-0)

Mål:
Hobro IK – Beijing Guoan 1-0, Mads Justesen (42. min.)
Hobro IK – Beijing Guoan 1-1, Hanbo Li (59. min.)

Hobro-opstilling:
Alexander Nybo
Jesper Bøge – Yaw Amankwah – Mads Justesen – Björn Kopplin
Martin Mikkelsen – Kasper Povlsen – Jonas Brix-Damborg – Edgar Babayan
Anders Holvad – Pål Kirkevold

Bænken:
Jesper Rask, Lucas Jensen, Mads Schäfer, Mikkel M. Pedersen, Rune Hastrup, Onur Albayrak, Wilfried Domoraud, Quincy Antipas.

Udskiftninger:
46′: Ud: Martin Mikkelsen – Ind: Lucas Jensen
67′: Ud: Yaw Amankwah – Ind: Onur Albayrak
67′: Ud: Anders Holvad – Ind: Quincy Antipas
75′: Ud: Jonas Brix-Damborg – Ind: Mads Schäfer
75′: Ud: Björn Kopplin – Ind: Rune Hastrup
80′: Ud: Edgar Babayan – Ind: Mikkel M. Pedersen

Tekst: Daniel Lindemann Jakobsen

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top